Indlæg A

I forbindelse med opgave d. 1. feb. 2018
Knus Illeris har tre helt centrale dimensioner, når han taler om læring: Indholdsdimensionen, Drivkraftsdimensionen og samspilsdimensionen.
I min egen undervisningspraksis på PAU (den pædagogiske assistentuddannelse), kan jeg bruge hans dimensioner til at analyserer det der sker i mit undervisningsrum.
Både Illeris, Vygotsky og mange andre læringsteoretikere er enige om at læring er en social proces, og derfor finder læring sted i samspil med andre. På PAU vægter vi gruppearbejde højt, men vi ser også forskellige udfordringer med det. Ofte sætter jeg gruppearbejde i gang, når eleverne i faget "Bevægelse og Idræt", skal planlægge en bevægelsesaktivitet med resten af klassen, ud fra udvalgte parametre og ud fra veldefinerede mål. Det jeg oplever er, at de "stærke" elever ser de "mindre stærke" elever som en hæmsko, og deres tilstedeværelse kan gå ud over deres egen præstation og dermed bedømmelse. De "stærke" elever føler ofte at de ikke kan lære noget af et gruppearbejde, og tænker (desværre) ofte produkt fremfor proces.

Samspillet handler desuden også om den relation jeg, som underviser, har med eleverne. Det er min opfattelse, at det er mig som underviser, der har ansvaret at undervisningsrummet bliver et sted hvor alle kan deltage på lige fod, at der ikke er nogen dumme spørgsmål - alt i alt, at det er et trygt og rart rum at være i, uanset hvem man er. Dvs. at det er vigtigt at de også bliver tryg ved mig, min undervisningsmetode, og at de føler at de kan leve op til mine forventning til dem.
Af og til har jeg holdene allerede fra introdagene, og jeg oplever her, at det er meget nemmere for mig at lære dem at kende og dermed gøre undervisningen relevant og meningsfuld for dem.

Det meningsfulde ligger ifølge Illeris i tilegnelsesprocessen mellem drivkraft og indhold. Det er vigtigt at indholdet bliver meningsfuld og relevant for eleverne, hvis der skal finde læring sted. Det kræver at jeg hele tiden har den pædagogiske praksis for øje, så eleverne kan forstå at grunden til de i sundhedsfag skal lære hvordan man vasker hænder korrekt, er rigtig vigtigt for at de ikke selv bliver syge, eller at deres pædagogiske målgruppe ikke bliver syg.

Drivkraften er meget forskellig fra elev til elev, men afhænger selvfølgelig også af emnet og den personlige interesse. Jeg oplever desværre ofte at den drivkraft som eleverne er søgt ind på baggrund af, er ydre faktorer som, at elevernes primære (eller sekundære) omsorgspersoner synes at det er en god ide, at de påbegyndte uddannelsen. Hvis dette er den eneste årsag, ligger motivationen for læring og deltagelse selv sagt på et meget lille sted. Dette giver sig til kende i form af elever der ikke læser deres lektier og som meget ofte kommer for sent, og som har et højt fravær.
Desværre ser jeg også, at nogle elever ikke har opbakningen til uddannelsen hjemmefra, da forældre af og til er uforstående overfor hvorfor det er nødvendigt at tage en uddannelse for "at passe" børn.

I mit arbejde ser jeg således mange forskellige typer af læringsmæssige udfordringer hos eleverne, som kan knyttes til Illeris læringstrekant, og som man som underviser må forsøge at overkomme på bedste vis.